Hvad er terapi?
Terapien handler om dit liv
Vi taler både om det svære, og dét der går godt. Det er altid din oplevelse, dine følelser og dine tanker, vi tager afsæt i.
I terapien er der ingen fordomme eller løftede pegefingre, og der er ikke noget, der er for mærkeligt eller pinligt. Jo mere du giver af dig selv, jo mere lærer du om dig selv. Du skal være klar til at “kigge indad”, uanset om du kommer i individuel terapi eller i parterapi.
Min opgave som terapeut er ikke at dømme, hvad der er rigtigt eller forkert for dig/jer, men jeg kan hjælpe med at finde svar, uanset om du kommer i individuel terapi eller I kommer som par.
Når du starter terapi, sættes der samtidig gang i en proces, som kræver, at du/I er villige til at arbejde for at komme til et bedre sted. Der er sjældent hurtige måder at “fikse” udfordringer på – i hvert fald ikke, hvis de ikke skal komme igen. Jeg vil støtte dig/jer og hjælpe med at vise andre muligheder og øge opmærksomheden på de ressourcer og valg, du/I træffer undervejs.
Terapien foregår i dit tempo og med regelmæssige samtaler i et enten kort eller længerevarende forløb.